✿ Spar 50 kr. ved køb af 2+ kortsæt med kodenBUNDLE50

Guide til forældre

Hvordan styrker jeg mit barns selvværd?

"Hvordan styrker jeg mit barns selvværd?" bliver jeg tit spurgt om af forældre. Det gode svar er, at selvværd ikke bygges på en gang. Det vokser frem dag for dag i små øjeblikke — i løbet af dagens aktiviteter.

Jeg hedder Helle Møller Jensen og har arbejdet som psykoterapeut i mere end 25 år. I denne guide deler jeg de principper og små øvelser, jeg ser virke — både i terapirummet og hos de familier, jeg møder.

Hvad er selvværd egentlig?

Selvværd er barnets indre stemme, der siger: "Jeg er god nok, som jeg er." Det er ikke det samme som selvtillid. Selvtillid handler om, hvad barnet kan ("jeg kan løbe hurtigt"). Selvværd handler om, hvem barnet er ("jeg er værd at elske, også når jeg fejler").

Et barn får styrket sit selvværd ved at turde prøve, fejle og prøve igen. Det er den tilgang til verden og den attitude hos de voksne, jeg gerne vil give videre her.

5 korte principper der styrker barnets selvværd

1. Se barnet — ikke kun for præstationen

Børn bygger selvværd, når de oplever at blive set for den, de er — ikke kun for det, de præsterer. Sig hellere "jeg elsker at være sammen med dig" fremfor "hvor er du dygtig".

2. Lad barnet få lov at fejle

Selvværd gror, når barnet oplever: "Jeg kan klare modgang." Når vi fixer alt for vores børn, tager vi deres mesterværker fra dem. Stå ved siden af i stedet for foran barnet.

3. Brug specifik ros

"Du er så sød" glider af. "Jeg så, at du delte din tegning med din søster — det var omsorgsfuldt af dig" bliver siddende. Specifik ros viser barnet, at du virkelig ser det.

4. Giv opmærksomhed til det, du vil have mere af

Det princip hedder: det du giver din opmærksomhed, får du mere af. Oplever du barnet gøre noget godt — nævn det. Hver gang.

5. Små ritualer har større effekt, end stor ros

Et fast, lille ritual — fem minutter om dagen — gør mere for selvværdet end en enkelt stor samtale. Gentagelse bygger tryghed, og tryghed bygger selvværd.

3 små øvelser til hverdagen

"Tre gode ting" ved sengetid

Spørg barnet: "Hvad er tre gode ting ved dig?", "Nævn tre gode ting ved i dag" eller "Nævn en god ting, du har gjort, eller hvordan du har hjulpet en anden i dag". Lad svaret stå uredigeret — også hvis barnet siger "mine sko". Anerkend, ret ikke.

Højtlæste refleksionskort om morgenen

Lad barnet trække et kort eller sige én sætning højt: "Jeg er modig" eller "Jeg er vigtig". At høre sin egen stemme sige det, gør en forskel.

Ugens lille succes

Spørg en gang om ugen: "Hvad er du stolt af denne uge?" Fejr det småt — med et kram, ikke en gave.

Ofte stillede spørgsmål

Hvornår skal jeg søge professionel hjælp?

Hvis dit barn over længere tid taler dårligt eller nedværdigende om sig selv, trækker sig fra fællesskaber, eller hvis du som forælder er bekymret — stol på din mavefornemmelse og søg hjælp. Det er aldrig for tidligt at spørge.

Kan man rose sit barn for meget?

Generel og tom ros ("du er verdens bedste") mister kraft. Specifik og ægte ros kan man ikke få for meget af.

Virker affirmationer på børn?

Refleksioner er små frø. Når de siges højt, dag efter dag, bliver de en del af barnets indre stemme — især når de bliver til et trygt ritual sammen med en voksen, barnet holder af.

Om forfatteren

Helle Møller Jensen er psykoterapeut med mere end 25 års erfaring inden for samtaleterapi, sandplay-terapi, meditation og yoga. Hun er skaber af Feel Good Cards universet med bl.a. kortsæt med affirmationer til børn, unge og voksne.

Læs mere om Helle